Wennich VVS & Kloak tilbyder alt inden for VVS. Fra dryppende vandhaner, toiletter, der løber, tilstoppede afløb, til varmepumper, gasfyr med videre.
Vi er en god, gammeldags servicevirksomhed, der kan lidt af hvert. Der er ikke noget, der er for småt, men noget kan godt være for stort. Vi byder således ikke på store renoveringer i boligblokke, men kan godt stå for VVS-delen i nybyggede parcel- og rækkehuse, eksempelvis.
Vi lægger vægt på god service, og at vi kan rykke ud hurtigt til vores kunder, der blandt andet omfatter mange boligforeninger, hvis de har et akut problem. 95 procent af vores kunder tilkendegiver da også, at de er rigtig glade for os.
Vi har i alle årene også taget vores ansvar for praktikanter og lærlinge og i samarbejde med vores lokale jobcentre støtter vi op om jobprøvning, fleksjob, praktik med mere. Vores nyeste indsatsområde er vores sponsorbarn Rachel, som vi har gennem NGO’en Help Africa.
»Jeg er psykoterapeut og arbejder med gestaltterapi ved siden af at være VVS’er, så jeg står på mål for et ordentligt arbejdsmiljø, og at mine medarbejdere er glade og nærværende. Vi skal have det godt, have hjertet og sjælen med i vores arbejde og skal selv tage ansvar. Hvis en medarbejder har problemer, taler vi om det over en kop kaffe, det kan både være arbejdsmæssige og private problemer,« siger indehaver Frans Wennich.
Han kunne ikke forestille sig at drive forretning uden at være en del af HB Køge.
»Jeg har været med i HB Køge i over 15 år og siddet i netværkets bestyrelse i mere end ti år. Så det er mit netværk, HB Køge er min klub, og jeg er stolt over at være en del af vores særlige ånd i klubben.«