Ungecentret støtter unge i processen mod uddannelse eller job

Ungecentrum i Køge Kommune er dannet med baggrund i den nye lov om sammenhængende kommunal ungeindsats fra 2019. På Ungecentret, som er en del af Ungecentrum, er døren åben for alle unge mellem 14 og 29 år i et forum, hvor de bliver tilbudt vejledning i forhold til uddannelse og job, hjælp til uddannelseshjælp og både råd og støtte til unge, sm er uden for uddannelse eller job.

Hos Ungecentret er det vores rolle og ansvar at støtte unge i processen mod uddannelse eller job – og klarlægge hvilke ressourcer og muligheder der er til rådighed for de unge. Vores indsats tilrettelægges efter de unges individuelle behov, udgangspunkter og mål er i fokus.

Og det er i lige præcis den forbindelse, at Ungecentret er indgået i partnerskab med HB Køge og erhvervsnetværket. Vi vil gerne være en del af en platform i erhvervslivet i Køge Kommune. Det er i tæt samarbejde og relation med lokale virksomheder, når de stiller deres faciliteter til rådighed, at vi blandt andet kan lave virksomhedsbesøg, virksomhedspraktikker, jobafklaringer, afklaringer af arbejdsevne, voksenlærlinge, fleksjobordninger, nymesterlære, eller andre lignende, alternative veje ind i erhvervslivet.

Erhvervsnetværket hos HB Køge er en værdifuld og givtig kanal for Ungecentret, fordi der er repræsenteret en stor palet af forskellige lokale virksomheder, som har lyst til at understøtte arbejdet med unge i Køge.

Vores kerneopgave er at støtte den enkelte unge bedst muligt i at påbegynde og fastholde uddannelse og/eller beskæftigelse med henblik på selvforsørgelse – og vi værdsætter, når lokale virksomheder i Køge Kommune deltager i arbejdet med at guide de unge godt ind i erhvervslivet.

Besøg Ungecentret online